Undermaaler.dk

Lapland - Rastaujaure

Medium august 1997 gik turen til stallingernes land i området ved Rastaujaure, som ligger ca. 140 km nord for Kiruna. Vi havde en pragtfuld tur og beretter i artiklen om transporten, opholdet, fiskeriet, lidt gode råd og lidt henvisninger til relevant litteratur.

 

Transporten

Transporten til Kiruna kan udføres med bil, tog eller fly. Der er langt derop så transport med bil eller tog tager omkring 24 timer. Fly fra Kastrup er rimelig dyr, idet SAS's monopol udenrigspriser på daværende tidspunkt var særdeles pebrede. I stedet valgte vi svensk indenrigs (SAS) hvor vi fløj Sturup-Stockholm-Kiruna, transport til Sturup foregik med flyvebåd til Malmø og bus fra Malmø til Sturup. Med SAS sommerpriser kostede en returbillet dengang 1.200,-.

 

Vi havde på forhånd bestilt flytransport fra Kiruna til Rastaujaure med Laplandsflyg i Kiruna. Lad det være sagt med det samme, at den sidste transport er dyr – den gang kostede vandflyveren det samme som den øvrige rejse. Så hvis man vil spare denne udgift og kan lide at vandre kan det være en mulighed, at droppe vandflyveren eller helikopteren og i stedet tage toget nordpå og hoppe af på en af stationerne og så vandre til fiskevandet. Fiskevandene i gåafstand fra byerne er lidt mere overrendt, men det jomfruelige fiskeri findes i praksis ikke længere i svensk lapland. I stedet for at vandre hele vejen kan man i stedet tage taxitransport ud til sidste grusvej – så er der kortere at vandre. Alternativt kan man også købe en færdigrejse med ophold i camp – jeg synes det er for dyrt og så lugter det ikke kun af vildmark, men også af charter.

 

Opholdet

Det burde være en menneskeret at få 1 uge om året langt væk hjemmefra og i selskab med gode venner og masser af fisk. Når man har arbejde, kone, børn, fritidsinteresser og et gammelt hus som altid trænger, er det en fantastisk frihedsførelse, at have en uge hvor man primært skal tænke på sig selv og sit eget velbefindende. Det at vågne om morgenen og tænke hvad har jeg lyst til i dag – det holder.

 

Vi slog lejr ved elven Rastau ca. 2 km nedstrøms søen Rastaujaura, elven bliver efter flere tilløb til (Laino).

 

Vi byttede med det samme om på nat og dag af hensyn til fiskeriet – selvom det nord for polarcirklen på denne årstid aldrig bliver mere end tusmørke. Vi fiskede således til omkring kl 04 om natten, spiste aftensmad og sov dernæst til omkring middagstid. Det er flere fordele ved at bytte om på nat og dag. Fiskeriet er bedre, myggeplagen er mindre og det er varmest når man står op – men ikke varmere end at vi et par gange kunne banke is af teltdugen!

 

Når man har en uge er der ingen grund til stress og jag – vi startede dagene med morgenmad, kaffe, hyggesnak, fluebinding og planlægning af dagens fiskeri.

 

Man skal som sagt lære af sine fejl – og på laplandsturen begik vi en fejl, som har betydet en ændring i min tilgang til fiskeriet. Baggrunden for laplandsturen var naturligvis forestillingen om at jo længere væk man kommer des mere eksotisk er fiskeriet. Græsset er altid mere grøn hos naboen. Når man så har rejst hvad der svarer til afstanden fra København til Rom så skulle man jo mene at man var kommet det rette sted. Men nej vi startede naturligvis med den første dag at udpege mindre strømvande, som lå langt fra vores lejrplads og så spændende ud og vandrede dernæst i timevis for at nå til vandet. Det var ikke fordi vi ikke fik fisk – de var der i større eller mindre mængder de fleste steder. Lidt ømme i benene besluttede vi næste dag at finde en strøm knap så langt væk. Og sådan fortsatte det nogle dage og med et par dage tilbage begyndte vi at udforske vandet i umiddelbar nærhed af lejrpladsen – og minsandten her oplevede vi det suverænt bedste fiskeri på turen både hvad angår størrelse og antal fisk. Denne erfaring har gjort at jeg efterfølgende har lagt strategien om både hvad angår fiskeriet herhjemme og når man prøver andre vande i andre lande. Et godt råd er derfor – start med det der er tæt på og hvis ikke det virker så søg længere væk – det gælder både hvad angår vande og det enkelte vandløb. Det er som om der altid er en iboende trang til at alting er bedre længere væk. Hvorfor man ofte har denne trang til straks at søge længere væk ved jeg ikke, men jeg har iagttaget det mange gange. Når man ankommer til søen roer man over på den anden side, når man kommer til åen skal det besluttes om man skal gå opstrøms eller nedstrøms, når man kommer til kysten skal man beslutte om man skal nord eller syd.

 

Fiskeriet

Lapland er stallingland. Stallingerne er i klart overtal og kan findes overalt. Når det er meget lyst skal de ofte søges lidt dybere i vandet med mindre de kan ses tagende føde på overfladen. Spot som altid fisker godt er ind og udløb af søer og partier af elven med dybde. I de lyse timer er det ofte mindre stallinger på op til 40 cm som samles i større flokke ved ind og udløb. De er naturligvis sjove at fange, men efter 2 timer med fisk i hvert kast begynder man alligevel at spejde efter anderledes spænding. De større stallinger kan findes side om side med de mindre – men ofte skal de søges lidt nedstrøms eller opstrøms hvor de mindre står i flokke. Om natten kan det være helt anderledes da kan de store trække ud i strømmen og der kan være et rigtig godt fiskeri med vægtige fisk. Når det var fiskeri højt i vandet havde vi størst succes med den gammelkendte Red Tag, gerne fisket som tørflue og gerne halvt druknet. På dybere vand skal der tyngde på fluen, så fluer med hoved fiskede generelt godt. Stallinger er en sjov fisk at få til fluen, men den giver ikke så god en ”fight” som ørreden – de har det med at søge mod bunden eller stille sig på tværs af strømretningen. Stallinger skal være forholdsvis store for at give en intens fight – så det er vigtigt med afpasset grej gerne klasse 3-4-5 og ikke større end klasse 6.

 

Ørreder var der ikke mange af i det område vi besøgte, men de skulle søges i elvene og gerne på stærkt strømmende partier med mange sten. Ørreden giver som sagt en lidt mere intens fight end stallingen. Det er nu ikke kun på grund af fighten at man kan blive desperat for at fange en ørred – når man i 5 dage har fået stalling at spise til frokost og aften – så trænger man til kostforandring – og ørreden er en langt bedre spisefisk, fastede i kødet og med større smag. Det var et rigtigt festmåltid da der endelig kom ørred på ”bordet”. Men det er dog positive problemer at køre træt i at spise de fisk man fanger. Allans kæreste fik ham på krogen da han kom hjem på sin fødselsdag og hun sagde at de skulle have gæster til middag og menuen stod på laks – det var heldigvis oksesteg.

 

Gode råd

Der er skrevet mange gode bøger om ophold, vandring og fiskeri i fjeldområder, som klart bør læses før man drager af. Der er derfor ikke nogen grund til at gentage disse, så derfor kun et par ganske få supplementer til bøgerne. Den vigtigste regel er dog, at du medbringer udstyr som kan holde dig mæt, varm og tør, dag og nat, uanset vejret i hele den periode du er på fjeldet.

 

Myg: er en plage om sommeren i fjeldområder. Myggebalsam eller olie er helt nødvendig og skal ikke købes i Danmark. Køb det i stedet i det land du besøger – der er forskel på hvor godt og længe de virker og personligt synes jeg den svenske MyggA er den bedste. Suppler med myggenet og gerne også en helt finmasket net, som holder knot lidt på afstand. Myggemidler har ingen effekt på knot og man kan blive så vanvittig at man bare skal have en pause for knot. Jeg kan huske min datters kommentar da hun så et billede af Flemming spise kartoffelmos ”Far hvad er de sorte pletter i kartoffelmosen” ”det er myg!”.